Stiv og stædig som et æsel men
Jørn Henrik Olsen fra Gilleleje er forsker, ph.d. ved Københavns Universitet
og desuden billedkunstner.Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl. (Matthæusevangeliet 21,5).
Kirken er tit stiv og stædig som et æsel. Den er ikke til at trække ud af stedet! Sådan oplever mange mennesker kirken, måske fordi de ved ét af deres sjældne besøg hørte en kedelig, teoretisk prædiken af en præst, som vist nok ikke selv troede sine egne ord. Prædikenen rørte hverken hjernen eller hjertet.
Det er værd at overveje, om ikke de store og pågående fortællinger i kristendommen skal have lov til at komme skævt ind på folk. Eller bagfra. For vi ser i disse år, hvordan fortællingerne bryder ud og kommer igen. Disse fortællinger om tro og livstolkning på teatret, i film, litteratur, billedkunst osv. Der er måske redskaber gemt i kunsten, som kan åbne op for et fornyet syn på indholdet i den kristne tro.
Måske er der blade i Bibelen, som åbner sig på lærredet? Den kristne fortælling om frelse gennem kærlighed og offer er kraftfuld og provokerende, når den dukker op i Lars von Triers Breaking the Waves, hvor en kvinde af kærlighed går gennem den yderste fornedrelse for at frelse sin elskede.
Mere smagfuldt opleves det, når billedkunstneren Maja Lisa Engelhardt beskriver sit møde med én af hendes bedste frembringelser, en altertavle (Rør mig ikke i Skelund Kirke), sådan: Han kommer mig i møde, hver gang jeg kommer her! Det er den opstandne Kristus, hun taler om. Og hvordan hun forandres af ham, der kommer til hende!
Al stivhed og stædighed til trods bærer kirken dog rundt på dybde, kvalitet og livsfornyelse, som kommer os ved i dag. Netop på et meget dybt, personligt plan. Det er selvfølgelig noget, der må komme an på en prøve. Men: Det er måske værd at minde om én af de fortællinger, som optræder hele to gange i løbet af kirkens særlige kalenderår, der tager sin begyndelse 1. søndag i advent. Det er fortællingen, hvor Jesus ved sit sidste ridt til Jerusalem bæres på et æsel. Så der er altså mening i galskaben: Jesus gør brug af et æsel, og han benytter den kristne kirke til at fortælle den vigtige historie, som ingen af os skal gøre os for hurtigt færdige med.
Kirken er nok stiv og stædig men: Se, din konge kommer til dig, sagtmodig, ridende på et æsel og på et trækdyrs føl. Scenen er sat: Jesus ankommer til Jerusalem. Nu skal det blotlægges for al eftertid, hvem han er. Han er Herren. Han er Frelserkongen. Forventningerne til denne konges indtog accelererer da også til hidtil usete højder, da Jesus drager ind i byen, hvor der er gjort klar til påskefest. Nu skal den romerske besættelsesmagt sættes på porten. Der er stor ståhej, også fordi antallet af mennesker er mangedoblet på grund af påskefesten.
deres opfyldelse
Forventningerne gik i opfyldelse, men opfyldelsen gik i en anden retning end forventningerne. Han kom med Guds rige. Han kom med frelsen fra Gud. Han kom for at frelse mennesker fra deres dybeste problemer: fra deres mangel på respekt for Gud, deres ligegyldighed og ufuldkommenhed, deres slappe og ligegyldige omgang med mennesker, deres fejlslagne liv, deres død. Da Jesus red på æselryg ind i Jerusalem, blev han hyldet med stor begejstring. Men vi ved, hvor paradoksalt det hele endte et par dage senere. Han blev forkastet og pint. Han blev slået fast til et kors, hvor han måtte dø i dybeste usselhed. Men Gud rejste ham op igen fra de døde. Gud ville noget med dette indtog. Han vil komme til dig. Han vil være din Herre og Konge. En frelser.
Det er en vanvittig historie om en levende konge, som kirken det æsel! vil fortælle meget mere om i tiden frem til jul og i hele det nye kirkeår.
Kristeligt Pressebureau
